Det er selvfølgelig helt uaccaptabelt hvis det er rigtigt, at en gruppe fanatiske tosser har planlagt at myrde Kurt Westergaard, en af Mohamedtegnerne fra Jyllandsposten.
Men jeg synes det er næsten lige så tåbeligt at Jyllandspostens chefredaktør Karsten Juste holder fast i, at diskussionen udelukkende drejer sig om et sort/hvidt spørgsmål om ytringsfrihed: måtte JP bringe tegningerne eller måtte de ikke. Der er jo ingen som helst der påstår at det var ulovligt at bringe tegningerne. Selv repræsentanter fra Islamisk Trossamfund anerkender efter at have anmeldt JP og tabt retssagen at JP havde juridisk ret til som repræsentant for majoriteten at 'håne, spotte og latterliggøre' et mindretal i det danske samfund. Men talsmand Kasem Said fra trossamfundet, som i parantes ofte er blevet beskyldt for at være muslamiske fundamentalister, opfordrer til ikke at diskutere om JP må eller ikke må trykke tegningerne, men i stedet hvordan vi gerne vil tale og leve med hinanden.
Set i et innovationsperspektiv er det, lige som i en af mine tidligere poster om Kronprins Frederiks deltagen i OL i Beijing, interessant at se på forskellen på de to tilgange i diskussionen. JP tager at klassisk analytisk og rationelt perspektiv hvor svaret i den løbende diskussion enten er ja eller nej, sandt eller falskt - sort eller hvidt. Der er så langt mellem de to muligheder, at det bliver umuligt for JP's talspersoner at føre udviklende diskussioner mellem positionerne. Enten skal mindretallet af mulsimer i Danmark underkaste sig spot og hån - ellers kan de ryge og rejse til varmere himmelstrøg hvor ytringsfriheden er knægtet, og 'se hvor dårligt det går dem der'.
Kasim Said tager en refleksiv position hvor der ikke på forhånd er en løsning på konflikten men i stedet mulighed for et rum hvor vi i fællesskab kan skabe udviklende konversationer og dermed blive klogere på hinanden. Vi kunne ende op med at udvikle kulturelle og sociale innovationer som vi ikke havde tænkt på tidligere og som kun kan opstå i et refleksivt rum.
Det er da tankevækkende at en organisation der ofte beskyldes for fundamentalisme er den der har overskuddet til at tage den mest udviklende position hvor muligheden for innovation er størst?